Bjørn T. Hansen

1947-2007, København og Sydfrankrig
Billedkunstner, autodidakt
Debuterede i 1968 på Kunstnernes Efterårsudstilling

Biografi
Bjørn T. Hansen er født og opvokset på Østerbro i København. Gennem sine turbulente ungdomsår er han overbevist om, at han skal være jazztrompetist, og spiller trompet i bl.a. Ib Glintemanns orkester. Ved siden af musikken maler han billeder, men først efter nogle år indser han, at det er penslen, der skal føre hans ambitioner ud i livet: Det står klart for ham, at han skal være kunstmaler.
Bjørn T. Hansen finder hurtigt sin helt egen kurs indenfor maleriet og debuterer i 1968 på Kunstnernes Efterårsudstilling. I 1974 vises hans magisk-fabulerende værker i Galerie Passepartout i København. Herefter går det stærkt og også udlandet får øjnene op for Bjørn T. Hansens malerier. I midten af 1970’erne har han udstillet i bl.a Italien, Sverige og Jugoslavien. Hans store internationale gennembrud kommer dog i 1983, da han udstiller på FIAC i Paris. Herefter indskrives han i den yngre generation af kunstnere, der regnes som eftertagere af COBRA, ikke mindst af Corneille, der har udtrykt sin begejstring for den danske kunstner.
I 1980’erne flytter Bjørn T. Hansen til Vence i Sydfrankrig, hvor han inspireres af det anderledes lys, miljø og nye omgivelser. Dette afspejles i malerierne, der bliver lysere og lettere i udtrykket. Hansen bemærker særligt de mange henkastede Gauloise cigaretpakker, der med en karakteristisk klar blå farve og den bevingede hjelm bliver et yndet motiv i hans collage-univers i lang tid fremover.
Bjørn T. Hansen møder en række kolleger i Sydfrankrig, og bliver blandt andet gode venner med kunstmaleren John Christoforou.
I slutningen af 1990’erne vender Bjørn T. Hansen tilbage til Østerbro i København og får specialtegnet et sommerhus på Sjællands Odde med et prægtigt atelier, hvorfra han maler billeder frem til sin død i 2007.

Min fars malerier
– fortalt af Naja Bjørn Nielsen, datter af Bjørn T. Hansen
Min far er et intellektuelt levemenneske, der altid har opfordret mig til at være nysgerrig og tænke kreativt.
Hans malerier fremstår utroligt sanselige og man kan næsten føle de collageagtige kompositioner, der ved første øjekast kan minde om en virkelig mur, med afrevne plakatrester. Det var da også sådan, det begyndte: Min far kunne ikke gå forbi en plakatmur uden at stoppe op og rive stumper af papir ned, en slags brudstykker, som han tog med sig hjem til atelieret. Jeg husker også, hvorledes han lagde vinflasker i blød i en opvaskebalje, tog etiketterne forsigtigt af og tørrede dem nænsomt, inden de kunne indgå i de små collager med akvarel, der forestiller personager i eventyrlige og farverige landskaber.
Selv siger han, om sin fascination af plakatrester og brug af collagen:
”Jeg har egentlig ikke været optaget af den collagetraditon, man ellers kender. Jeg har snarere været optaget af tilfældigheden og de historier, som der alligevel ligger i tilfældigheden.(…) Jeg er optaget af plakater, af forskellige årsager. Dels fordi, det var en del af min barndom. Dengang var der masser af plakatsøjler i København og mængder af mure, hvor der hang plakater, opråb og andre tryksager, som ville reklamere for et politisk budskab eller en vare, for et cirkus, teater eller musik. Den slags steder er der ikke så mange af i dagens København. Og de får ikke lov til at blive til de tykke lag-på-lag mere. Det skal hele tiden renses væk og det er synd, for det fortalte i sig selv en række historier.” (citat fra ”Længslens Mål”, af Ole Lindboe)
Min fars foretrukne materiale er oliemaling, men han har desuden benyttet akryl, akvarel og mixed media i sine værker. Med en utrolig æstetisk sans og visuel fantasi fortolker han på personlig vis både kendte og ukendte figurer i sine malerier. Inspirationskilderne er ikke mindst tegneserier, og ofte indgår ikoniske figurer fra amerikansk populærkultur – som Mickey Mouse, Skipper Skræk og Dick Tracey – i billedernes fragmenterede universer.
Hans perfektionistiske håndelag er indiskutabelt, men samtidig indeholder malerierne en fabulerende hemmelighed, der blot venter på at blive afsløret.

Udvalgte udstillinger:
Charlottenborg
Galerie Birch 1986, 2005 
FIAC i Paris
Pan Kunstrai i Amsterdam
Art Junction i Nice
Arte Fiera i Italien
The P and B Haggerty Museum of Art i Milwaukee
Europ’art, Genéve
Musée de Municipalité, Vence 
Galerie L”oeil de Beuf, Paris
Modern Art Gallery, Amsterdam, Belgien og Japan
Udstillet sammen med gruppen GYRR

Udvalgte repræsentatione
Ny Carlsbergfondet
Esbjerg Kunstpavillon
Fyns Stifts Museum
Statens Kunstfond
Den Svenske Stats Kunstfond
København Kommunes Kunstfond,
Kunst på Arbejdspladsen
Kobberstiksamlingen
Statens Museum for Kunst
Tranegården, Gentofte
Kastrupgaardssamlingen