Carl Henning Pedersen


Forespørgsel til Galerie Birch
om nuværende kunstværker til salg »






Se nyeste dokumentar om Carl Henning Pedersen i anledning af udstillingen “Carl-Henning Pedersen 100 år” på Arken.

Carl-Henning Pedersen
1913-2007, København, Danmark
Billedkunstner, keramiker

En malerisk begavelse

Carl-Henning Pedersen er sammen med Asger Jorn en af landets største maleriske begavelser. Gennem knap syv årtier skaber han med en utrolig energi det ene kunstværk efter det andet og er med sit karakteristiske fabulerende og poetiske billedsprog både kendt og elsket af et stort publikum.

Eventyrets maler

Carl-Henning Pedersen er ikke uden grund blevet karakteriseret som eventyrets maler. Hans billedverden er befolket med mytiske væsener, der synes at være af en anden verden. De er magiske, fortryllende og ikke ulig Marc Chagalls fabulerende billedsprog. Carl-Henning Pedersen bearbejder igen og igen de arketypiske figurer. Fugle, masker, sole, stjerner, heste, hav og himmel er faste symboler i hans billedsprog, og optræder oftest i et frit univers. Han gentager sig aldrig, men uddyber og udforsker figurernes essens.

Hans enorme skabertrang har efterladt en omfattende værkproduktion, der blandt andet tæller akvareller, tegninger, skulpturer, mosaikker, keramiske værker og digte.

Mellemkrigstiden og tilknytningen til maleriet

Som ung arbejder Carl-Henning som mælkeassistent og engagerer sig samtidig i kommunistisk ungdomsarbejde. Arbejdet er trægt og ensformigt, men med de hårdt tjente penge, vil han kunne købe sig et klaver og derved komme nærmere sin drøm om at blive komponist. Karrieren som mælkeassistent (og drømmen om klaveret) varer dog ikke længe, da han bliver fyret for at lægge politisk propaganda i mælkevognene.
I det kommunistiske miljø hører han for første gang om Den Internationale Højskole i Helsingør. Han søger forhåbningsfyldt om optagelse i 1933 og møder her den unge Else Alfelt (1910-1974), som er levende optaget af maleriet, og på det tidspunkt allerede har malet i 10 år. De danner hurtigt par, og det er frem for alt Else Alfelts fortjeneste, at Carl-Henning Pedersen bliver introduceret til den moderne billedkunst.
De gifter sig i 1934, og lejer sig ind på et lille atelier, hvor Else arbejder hårdt på at få udstillet sine malerier. Inspireret af sin hustru, kaster Carl-Henning sig selv ud i at male, hvori han for alvor finder sit metier. Allerede året efter debuterer han med sine abstrakte malerier på Kunstnernes Efterårsudstilling i København 1936.

Carl-Henning og COBRA

Præget af de skiftende tider og den politiske uro, former der sig i disse år adskillige ideologiske strømninger – ikke mindst blandt kunstnerne. Carl-Henning Pedersen bliver i 1948 et fremtrædende medlem af den politisk og socialt orienterede avantgardebevægelse COBRA (1948-1951). Hans vision om, at kunstens udspring ikke er akademisk og tillært, men spontant og individuelt, finder genklang blandt de øvrige COBRA-kunstnere.
COBRA-gruppen eksisterer kun i tre år, men mødet med Asger Jorn og Egill Jacobsen forbliver vigtig for Carl-Hennings Pedersens senere kunstneriske udvikling.

Det store gennembrud

Carl-Henning Pedersen får sit helt store gennembrud på Venedig Biennalen i 1962, hvor han udstiller sammen med Henry Heerup. Carl-Henning modtager efterfølgende flere prestigefyldte priser (bl.a. Guggenheimprisen som Jorn senere afslår). Anerkendelsen bringer mange rejsemuligheder med sig og han lader sig inspirere af den primitive folkekunst, hvis renhed og umiddelbarhed gør stort indtryk. På Bali maler han nogle fantastiske akvareller.

I 1966 får Carl-Henning til opgave at udsmykke fabriksejeren Aage Damgaards nybyggede fabrik i Herning. Damgaard er en ivrig kunstsamler med en stor fascination for den moderne kunst. I over to år arbejder Carl-Henning nøjsomt med udsmykningen af den indre gård og først i 1968 står den 220 meter lange keramiske frise færdig.

Efter Else Alfelts død i 1974, genfinder Carl-Henning Pedersen senere livsglæden med Sidsel Ramson. De køber et fransk chateau af Karel Appel i Molesmes, og skaber et liv sammen med mange udlandsrejser. Han producerer billeder indtil sin død i 2007.

Aage Damgaards fabrik bliver i 1976 omdannet til Herning Kunstmuseum og her bisættes Carl-Henning ved en mindehøjtidelighed. Som en smuk og poetisk gestus, bliver urnen nedsat i museets indre gård, omringet af kunstnerens egen keramiske udsmykning med den passende titel “Fantasiens leg om livets hjul”.

Repræsenteret på følgende danske museer
Randers Kunstmuseum
KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg
Statens Museum for Kunst
Museum Jorn
Louisiana
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Vejen Kunstmuseum
Fuglsang Kunstmuseum
HEART – Herning Museum of Contemporary Art
Skive Kunstmuseum
Trapholt