Vi – min kone og jeg – har kendt Børge Birch siden 1946, altså i næsten et halvt århundrede. Vi har ikke blot kendt ham, og i det omfang, som vi formåede det, handlet med ham; men vi har først og fremmest holdt meget af ham længe før han blev hele Danmarks ”Guld-Børge”. Det var faktisk meget lidt guld omkring Børge i de første år af vort venskab; men vi følte instinktivt, at vi havde truffet en stor mand, og vi har gemt den ret omfattende korrespondance, som vi i årenes løb har modtaget fra denne fabelagtige kunsthandler. Således dette brev, som vi modtog efter Børges 80-års fødselsdag, som blev fejret på Læsø:

Kære venner
Mange tak for jeres besøg + Bordeaux 82 og for tale til bordet. Ja, du er vel nok den uden for familien Birch. Der kender mig bedst. Du må nok se i øjnene at uden dig ingen bog om Børge.
Det piner mig nu ikke – jeg prøver at se frem til og glæder mig til at vi mødes på FIAC-86.
Kærlig hilsen Børge

Dette brev sendte tankerne på flugt tilbage i tiden til de mange sjove stunder med Børge. Blandt andre denne:
Vi må nok befinde os omkring 1960. ”Hallo, der er Børge – min bil er brændt sammen. Vi er på vej tilbage til Danmark efter sommerferien Karie, Anette og jeg. Min røde Saab blev overophedet på de tyske autobaner, og nu kan den ikke mere. – kan du ikke komme ned og hente os?” Jeg måtte fortælle Børge, at jeg sådan uden varsel kunne sætte alt til side og straks starte mod Tyskland. Jeg forklarede, at han og familien måtte tage toget til den danske grænse, så ville jeg hente dem der. Tidligt den næste morgen var jeg med min bil i Kolding, hvor familien Birch havde overnattet på Missionshotellet.
Børge var lidt sur hele vejen, men jeg foreslog, at hele familien skulle køre med mig og blive hos os et par dage. Opholdet hos os blev nu ikke et par dage, men nærmere et par uger, men vi havde det morsomt og dejligt sammen.
En dag under opholdet hos os fandt Børge på, at i dag ville han stå for madlavningen. Børge tog til byen for at købe ind, og hos slagteren, hvor han med stor kyndighed havde købt ind til det planlagte festmåltid, fik han pludselig øje på en skål rejesalat. ”Hør slagter, hvad koster din rejesalat?”

Jeg kan ikke huske, hvad prisen for rejesalat var i 1960: men lad os sige, at prisen var 3,50 kr. pr. 100 g, og følgelig den pris som slagteren nævnte. ”Nu skal du høre, jeg vil give dig 12 kr. for det, der er i skålen”. Slagteren var lidt usikker og talte om at veje indholdet; men Børge sagde: ”Nej, ikke noget med at veje”, og slagteren gav sig og sagde ok. ”Men nu vil jeg gerne have det vejet”, sagde Børge. Der var for 24 kr. – Børge i en nøddeskal.
Det glæder os, at bogen om Børge på en måde dog bliver til noget. Børge var et fantastisk menneske og en fremragende kunsthandler. Han har banet vejen og vist alle senere gallerier, hvor godt det kan gøres. Måtte han også være inspirationen for Anettes nye galleri. Det er vores bedste ønske for Børges datter.

P.S. Under opholdet i vort hjem blev vi enige med Børge om, at vi skulle købe en skulptur af Jørgen Haugen Sørensen.