De fleste kunsthandlere bryder sig ikke om, at kunderne lister sig ud på deres lager for uforstyrret at besigtige dets indhold.
En januardag i 1979 kom jeg ind i Galerie Birch i Admiralgade. Der var flere besøgende, og Børge sad ved sit skrivebord, travlt optaget af at skrive et brev. En gang imellem løftede han sit ene øjenbryn for at registrere eventuelle købssignaler. Pludselig spørger han, om jeg er kommet for at handle, men svaret bragte ham straks tilbage til brevskrivningen.
Døren til lageret stod på klem og jeg så mit snit til at gå på ekspedition blandt skulpturer og malerier.
Inderst på en hylde stak en guldramme frem fra et stykke bølgepap. Jeg fik lyst til at se nærmere på indholdet. Det var et pragtfuldt Jorn-maleri fra 1966, hvis fantastiske komposition og farver satte mig skakmat.
Da jeg kom ud i galleriet igen, var Børge og jeg blevet alene og han spurgte overrasket om jeg ville noget siden jeg stadig var i galleriet. Jeg spurgte forsigtigt til Jorn­maleriet, men Børge gjorde det hurtigt klart, at det kunne
jeg glemme alt om. Det var hans eget private billede som netop var kommet hjem fra indramning, og det var sgu ikke til salg.
Der gik en måneds tid, og pludselig ringede Børge og fortalte at han havde tænkt over min interesse for Jornmaleriet. Problemet med det billede var, at Jorn havde foræret det til Børge som gave til Børges 60-års fødselsdag. Jorn var selv forhindret i at deltage i festen, som blev holdt i en af de små haver på Frederiksberg, men Guy Atkins havde haft det med fra London. På bagsiden af lærredet havde Jorn skrevet følgende: “Til Børge Birch;min ven – på hans 60-års fødselsdag med tak for mange år – fra Asger”. Nederst havde Jorn i parentes tilføjet: “Kan ikke sælges.”
Børge forklarede, at den parentesiske sætning gjorde det vanskeligt for ham. Men da Børge havde været gift flere gange og havde flere børn i ægteskaberne, kunne der måske opstå problemer med netop det billede, når hans bo skulle deles. Børge foreslog derfor, at jeg købte billedet med den klausul, at jeg ikke måtte sælge det videre så længe han levede. Til gengæld kunne jeg betale 1/3 nu, 1/3 om et år og resten året efter.
Jeg accepterede, og søndagen efter kom Karie og Børge kørende til Odense for at aflevere maleriet. Under kaffen glider Børges blik rundt i stuen, og han beder om en hammer og et søm. Derefter går han hen til stuens bedste væg, tager et andet maleri ned og hænger Jorn maleriet op i stedet. “Der skal det hænge!”, fastslog Børge. Og sådan blev det.