Børge Birch havde i de gode gamle dage en udstilling af Carl Henning Pedersen.
Folket strømmede til – naturligvis inden ferniseringen – og da vi andre stakler dukkede op var billederne solgt.
Jeg havde nu tilfældigvis ikke hundrede tusinde kroner ­ prisen var deromkring – måske lidt mindre. Et billede var ikke solgt. “Det får du aldrig solgt Birch. Det er løst i opbygningerne, farverne er ikke hvad de skal være – jeg
vil give 40.000 kr. ­ men så er det også nu.”
“Du taler med den forstand du har – prøv nu at stille dig her. Kan du nu se, at det er udstillingens bedste billede. Imorgen er det borte. Prøv at se det i denne belysning”. “Du er sød at høre på – kære Birch – 30.000 er budt.” En måned senere kom min kone ,og jeg ind i galleriet. Billedet var selvfølgelig ikke solgt. Stor var min glæde – jeg havde igen fået ret.
Jeg gik nærmere for at se, hvor meget billedet var sat til nu. Det var ikke sat ned. Der var kommet et nyt prisskilt – hold fast – billedet var steget 20.000 kr.
“Birch – skreg jeg – nu stopper du.” “Carl Henning har udstilling i Amerika just nu, og med den nuværende kurs er det prisen – kære ven”. Han var ikke ked af det. Der gik lang tid, men det blev sikkert solgt til den nye pris. Sådan var han også.
Mange år senere fik vi stjålet tre billeder – en Walasse Ting, en Bitran, og en Corneille. Tre aldeles pragtfulde billeder. De var naturligvis nyvurderet – det blev de hele tiden af Birch – de var købt hos ham. De kostede på det tidspunkt 165.000 kr. Stor kamp med forsikringsselskabet – ja, men hør nu her – vi kan da bare gå ud at købe nogle andre af de samme kunstnere. Det behøver ikke at koste så mange penge. Nej, nej, det var elitebilleder. Derved blev det. Jeg fik mine 165.000 kr. Nogle dage senere fik Birch historien, og glad var han. Ja, han sagde da, det var slemt, og alt det der – men han var glad.
“Nu skal du bare se – sagde han. Her er tre dejlige billeder. Hvad siger du så.” “Det skal jeg sige dig – Birch – her er kvitteringen for køb af 190.000 kr. statsobligationer.” Da brast Norges rige af Birch’s hænder – hvis man kan sige det. Han glemte det aldrig. Statsobligationer – føj.
Billedet der var af Corneille, er det bedste billede, jeg har set af ham. Det ville kunne indbringe mig mange penge idag. Statsobligationerne ligger der stadig – men i boks – uden farver på væggen.
Birch havde ret.