Ipousteguy

1920 i Dun-sur-Meuse, Frankrig
Billedhugger og kunstmaler


Biografi

Ekspressive værker med mennesket i centrum
Som 18-årig flytter Ipousteguy til Paris, hvor han starter sin uddannelse som billedhugger og kunstmaler på aftenkurser. I 1948 er han med til at udsmykke kirken Saint-Jacques de Montrouge og i 1949 helliger han sig sine skulpturelle arbejder. Ipousteguys skulpturer engagerer sig i sin tidsalder og bearbejder sociale temaer, såvel som erotiske motiver og døden. De stærke temaer udtrykker sig i værkerne med et kraftfuldt, ekspressivt og ofte sensuelt udtryk. Under 2. Verdenskrig tjener Ipousteguy under Frankrigs flåde og oplevelserne sætter sidenhen sit præg på hans værker, som vi også ser det hos danske Jørgen Haugen Sørensen.
I løbet af sin karriere arbejder Ipousteguy sig fra det abstrakte til det stadig mere figurative. Menneskekroppen er ofte en central skikkelse i hans skulpturer, og hans opbrudte, forvredne og sammensatte kroppe vidner om en klar inspiration fra surrealismen. I hans skulpturer formår han at fremstille mennesket på både abstrakt og naturalistisk måde. Ydermere kredser Ipousteguys skulpturer om temaer som døden på både håndgribelig og uhåndgribelig vis.


Særegen kunstnerisk udtryksform

Ipousteguy flytter til Paris som 18årig, hvor han som billedhugger og maler får en klassisk skoling på forskellige aftenkurser. Omkring 1950 bliver han dog en del af kredsen af abstrakte kunstnere i Paris, og får dermed et slægtskab med tidens abstrakte bevægelser, som eksempelvis COBRA-gruppen. Med hans surrealistiske inspiration og klassiske skoling skaber Iposteguy dog med tiden sin helt egen syntese af udstryksformer:
Remoulus-skulpturerne er et godt eksempel på dette. Bronzeskulpturen fra denne serie, der blev solgt af Galerie Birch til Ny Carlsberg Fonden på en udstilling i 1967, fortolker den klassiske figur Remoulus og forener det klassisk-figurative med den abstrakte udtryksform.


Galerie Birch og Ipousteguy

Ipousteguy har i 1967 en anmelderrost separatudstilling hos Galerie Birch og deltager senere i adskillige andre udstillinger i galleriet. I forbindelse med udstillingen i 1967 skriver en anmelder: ”Iposteguy er vor tids Rodin, siger Birch med en sikker fornemmelse for, hvilke udtalelser der kan forarge os”. Børge Birchs udtalelse vidner om, hvor stort et talent han ser i den franske kunstner og hans begejstring og entusiasme viser sig også i planlægningen og opsætningen af udstillingen og ferniseringen. Birch lægger et stort arbejde i lysarrangementet og sørger for, at hvert enkelt værk præsenterer sig på bedst mulige måde. Da dørene åbnes til ferniseringen, sørger Børge Birch for, at ingen på forhånd har set udstillingen, men bliver lukket ind i samlet flok: ”som børn, der skal ind til juletræet”. Udstillingen bliver rost i aviserne, og mesterværket ”Remoulus” købes af Ny Carlsberg Fonden. I dag kan den opleves på Louisiana i Humlebæk.