Pierre Alechinsky



f. Bruxelles, Belgien, 1927
Kunstmaler, grafiker og forfatter

“Børge Birch is the best art dealer in Scandinavia the world!”
– Pierre Alechinsky



Således skriver Alechinsky på de to plakater, som han forærer Børge Birch ved hans 70 års fødselsdag. De to er livslange venner og i 1964 har Pierre Alechinsky sin første af mange soloudstillinger hos Galerie Birch. Alle værkerne til denne udstilling er lavet i Danmark og fremstillet af olie på lærred. I anledning af deres 40 års samarbejde i 1982, skaber Børge Birch en helt speciel dansk udstilling med 24 tusch- og akvarel-tegninger, malet på originale gamle Flora Danica kobberstik.

60 års kunstnerisk virke
Pierre Alechinsky bliver i 1948 færdiguddannet på L’École Nationale Supérieure d’Architecture et des Arts Décoratifs i Bruxelles, hvor han specialiserer sig inden for typografi og bogillustration. Herefter beslutter han sig for at starte en karriere som billedkunstner. Alechinsky er kun 21 år, da han udstiller på La Fin les Moyens i Paris. Her møder han Christian Dotremont og introduceres til Asger Jorn, som inviterer ham med i COBRA-gruppen. Alechinsky udstiller første gang i Danmark som 23-årig sammen med gruppen Spiralen. Her får han lejlighed til at se udstillingen på Den Frie, hvor Carl-Henning Pedersens poetiske fabuleringer gør et stort indtryk. Mellem 1984-1987 underviser Pierre Alechinsky ved L’École Nationale Supérieure des Beaux-Arts, Paris som professor i billedkunst. I 2007 bliver Alechinskys 80 år fejret i stor stil af Musées des Beaux Arts i Bruxelles med en omfattende retrospektive udstilling, som dækker over 60 års kunstnerisk virke.

En spontan og stringent malestil
Pierre Alechinskys værkproduktion vidner om et uhyre disciplineret tilgang til værket. Den kunstneriske udfoldelse er samtidig både spontan og stringent, hvilket skyldes Alechinskys enorme beherskelse af mediets elementer. Det spontane som ideel handling ophøjes både af surrealisterne og de øvrige COBRA-medlemmer. Hos Alechinsky opstår den spontane udfoldelse i kraft af en møjsommelig bearbejdning og forfinelse af bevægelsen. Ud fra denne metode, inspireret af surrealismens automatskrift, lader han abstrakte motiver mutere sig i genkendelige figurer (og vice versa). Baggrunden for hele denne spontane udfoldelse er hans meget vidende forhold til farven. Brugen af blæk og akrylfarven som fortrukne redskaber siger ikke så lidt om Alechinsky og hans indstilling til maleriet. Han maler løst og lethåndet med en flydende pensel, der arbejder i store pludselige ryk. Tilblivelsen sætter sine hurtige spor hen over hele lærredet, og man mærker tydeligt inspirationens tilstedeværelse.

Pierre Alechinsky og Karie Birch den 20. maj 2006 i Herning

Inspireret af Japansk kalligrafi
Inspireret af sit møde med den kinesiske kunstner Walasse Ting (som han møder i Paris og mange år senere i New York) drager Alechinsky i 1955 til Fjernøsten for at dyrke sin fascination af Japansk kalligrafi. Her lærer han at mestre den gamle teknik og bliver for hans vedkommende helt afgørende for hans egen formsprog. Papiret spredes ud på gulvet, hvorefter han nøjsomt arbejder foroverbøjet med sin yndlings pensel. Penslen af gedehår, som han køber i Japan I 1955, bruger han stadig den dag i dag. I perioder arbejder Alechinsky næsten udelukkende med blæk og papir, hvor det færdige kunstværk derefter blev lagt på lærred. Den tekniske præcision, som kendetegner denne proces, underbygges med fantasifulde arabesker. Alechinsky begynder at inddrage og genbruge gamle aviser, regninger, Flora Danica-tegninger og ætsninger, hvor papiret grundet sin alder har tilegnet sig en struktur, som gør sig særligt egnet til blæk- og akryl-tegninger. Resultatet er et let formsprog gennemsyret af en ornamental elegance.

Alechinsky og COBRA-gruppen
Alechinsky udgør sammen med Dotremont og Reinhoud d’Haese en essentiel del af COBRA-gruppens belgiske segment, og får med sine exceptionelle organisatoriske evner stablet gruppens mødested Les ateliers du Marais på benene. Atelieret fungerer både som kunstnerkollektiv og forskningscenter for COBRA. Den kunstneriske og intellektuelle udfoldelse med gruppens øvrige medlemmer udvikler sig til langvarige venskaber, specielt med Asger Jorn, som Alechinsky beundrer. Værket Pensée de Pinceau (Penslens Tanker); en kæmpemæssig væg af keramiske fliser på Silkeborg Kunstmuseum udført i 1995 er en hyldest til hans gamle ven Jorn. Efter COBRA-gruppens opløsning i 1951 stifter Asger Jorn den internationale bevægelse, Mouvement International pour un Bauhaus Imaginiste contre un Bauhaus Imaginaire, hvori han som det naturligste inddrager Alechinsky, der ligeledes har valgt at bosætte sig i Paris. I Paris deler han atelier med den belgiske skulptør Reinhoud i en slags kunstnerisk symbiose. Reinhouds figurer bærer islæt af det skæve og humoristiske ved individet, og i denne periode optræder der mange fælles referencer i hinandens værker. Der er både monstre og fantastiske skabninger, og selv Reinhouds pillede appelsinskal bliver til slanger i Alechinsky’s motivverden.

Alechinsky har sin første soloudstilling i New York i 1962. Værkerne bliver til, mens han skiftevis arbejder fra Walasse Tings atelier og det ikoniske Chelsea Hotel. På Walasse Tings opfordring, skifter Alechinsky oliefarverne ud med akryl og flytter permanent til byen. Han begynder derudover at indramme sine værker med en karakteristisk margen – oftest bestående af mindre lige så detaljerige figurer. Disse margener kan spores tilbage til Alechinskys rødder inden for trykkeri og bogillustration.
Marginalia omfatter noter, resuméer, kommentarer samt rettelser skrevet ind i bogens margen. Helt naturligt søger blikket ud mod værkets ydre grænser, hvor den finder en serie mindre motiver. Guggenheim-udstillingens titel Margin and Center referer til denne praksis, som i dag er helt karakteristisk for Alechinskys udtryk. I kataloget nævnes Galerie Birch som et af udstillingens bidragsydere. Karrieremæssigt er Alechinsky på sit højeste niveau, og udstillingen går videre til Kunstverein Hannover, Musées Royaux des Beaux-Arts de Belgique og Arte Moderne I Bruxelles.

”Beyond the frame there is . . . well, all the rest! The roving hordes, the outside world, so powerful when you compare it to a small rectangle of paper or canvas. I sense then how urgent it is, not only to concentrate on the composition of the rectangle itself, but also on that of its frontiers on the margins.”
– Pierre Alechinsky. 1987

Pierre Alechinsky er bl.a. repræsenteret på følgende museer
Stedelijk Museum i Amsterdam
Guggenheim Museum, New York (soloudstilling)
Carnegie Institute, Pittsburg
Musée d’Art Moderne i Bruxelles
Musée de Kurashiki, Japan
Museum for Contemporary National d’Art, Seoul
Brydgestone Museum, Tokyo
Centre Pompidou, Paris (soloudstilling)
Musee Jenisch, Schweiz
Musée de Buenos Aires
Statens Museum for Kunst, København
Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg

Priser og æresbevisninger
Prix de la Triennale de la Gravure (Belgien)
Hallmark Prisen (New York)
Prix de la Biennale internationale de la gravure (Krakow)
Grand Prix Marzotto-Europe pour la Peinture (Italien)
Grand Prix National des Arts (Paris)
Andrew W. Mellon Prisen for sine samlede værker
Herbert Boeckl Prisen (Salzburg)
Prix André Malraux (for kunstbogen Des deux mains)

Ridder af Dannebrog samt Æresdoktor (Doctor Honoris Causa) ved Université Libre de Bruxelles.